Min erfaring med konspirationsteorier – Fra systemkritiker til kritisk tænkende

Den stille start – vrede uden retning

Min erfaring med konspirationsteorier begyndte, da jeg som teenager begyndte at søge mening i en verden, der ikke hang sammen.

Jeg var nok 15. Eller 16. Alderen er lidt sløret, men stemningen husker jeg tydeligt: Forvirret, vred, og med en voksende fornemmelse af, at noget var helt galt. Ikke nødvendigvis med mig – men med systemet.

Min rejse ind i det, man kunne kalde alternativ informationssøgning, startede ikke med had eller ideologi, men med en følelse af afmagt. En følelse af, at verden ikke hang sammen. Og det startede ikke på YouTube. Det startede på 4chan. Og det var dér, parallelt med min mors kamp mod jobcentersystemet, at jeg begyndte at dykke ned i et virvar af teorier, vrede og et fællesskab bygget på mistillid.

---

Systemets svigt

Min mistillid til staten kom ikke ud af det blå.

Min mor er lungesyg. Alvorligt. Lægerne sagde klart og tydeligt: Hun kommer ikke til at arbejde igen. Alligevel blev hun slæbt gennem syv års nedslidende arbejdsprøvninger, afslag og ydmygelser i jobcentersystemet. Hun blev behandlet som en løgner. Som én, der bare ikke ville arbejde. Men det kunne hun ikke. Og vi vidste det.

Jeg fulgte det hele tæt. Jeg så, hvordan det tærede på hende fysisk og psykisk. Hvordan hun blev presset ind i systemets forestilling om, at hvis bare man blev presset nok, så kunne man nok godt arbejde. Syv år tog det. Først da hun var helt nedslidt, fik hun endelig førtidspension.

Var det her retfærdighed? Var det her “velfærdssamfundet”, vi altid hørte om i skolen?

Det så i hvert fald ikke sådan ud.

---

Fredsgartnerne, regnbueflag og systemkritik

På dette tidspunkt kendte jeg allerede Allan. Vi kendte hinanden gennem min far, og vi delte mange af de samme frustrationer over samfundet. Det var længe før vi lavede Kend din Grundlov sammen – faktisk længe før det overhovedet var en idé.

Det var også før, jeg blev aktiv i en lille gruppe kaldet Fredsgartnerne. En slags lokal græsrodsbevægelse, hvor Allan og jeg begyndte at engagere os mere systemkritisk udadtil. Vi stod sammen i Viborg og delte visitkort ud.

Det hele blev leveret med regnbuefarvede “peace”-flag. Ikke at forveksle med LGBT-flag. Vi mente det virkelig. Vi følte, vi kæmpede for dem, ingen andre kæmpede for – for dem, der blev bombet, for dem, der blev kørt over af systemet. For freden. For retfærdighed.

---

4chan og min rejse ind i konspirationsteorier

På det tidspunkt, hvor jeg blev aktiv i Fredsgartnerne, var jeg allerede overbevist. Min tid på 4chan havde formet mit syn på verden.

Disse fora var steder, hvor alt blev betvivlet. Hvor intet var helligt. Hvor regeringer, medier, videnskab og autoritet blev pillet fra hinanden – med en blanding af sarkasme, vrede og ufiltreret mistro. Og det havde tiltrukket mig.

For jeg havde jo mistet tilliden. Jeg havde oplevet systemets kynisme. Og her fandt jeg nogen, der sagde: Du er ikke alene. Det er dem, der lyver. Det er os, der har gennemskuet det.

Det havde føltes som at vågne op. Som at forstå noget, alle andre ikke ville se.

Men jeg havde ikke forstået, at jeg i stedet var faldet ned i et kaninhul – hvor spørgsmål sjældent leder til svar, men kun til flere spørgsmål og mere mistro.

---

Politisk korrekthed og følelsen af at blive lukket ude

En af de ting, der for alvor pustede til min vrede, var den voksende politiske korrekthed.

Det føltes som om man ikke længere måtte sige, hvad man mente. At nogle emner var blevet forbudte. At hvis du stillede spørgsmål ved masseindvandring, globalisering eller vacciner, så blev du med det samme stemplet: racist, konspirationsteoretiker, sølvpapirshat.

Det var kvælende.

Men jeg forstod ikke dengang, at frihed til at ytre sig ikke er det samme som frihed fra at blive modsagt. Jeg følte mig lukket ude, men i virkeligheden valgte jeg selv fællesskaber, hvor ingen modsagde mig.

---

Konspirationsteorier som alternativ forklaring på virkeligheden

Det farlige ved konspirationsteorier er, at de ofte starter i noget ægte.

Vrede. Mistillid. Følelsen af afmagt. En mors kamp mod jobcentret. Et ungt menneske uden støtte. Og så får man endelig en forklaring – en “sandhed”. Men det er ikke løsninger, du får. Det er fjendebilleder.

Og jo mere du tror på dem, jo sværere bliver det at se andet. Konspirationer bliver ikke en teori. De bliver en linse, du ser alt igennem.

Jeg kaldte det “kritisk tænkning”. Men i virkeligheden tænkte jeg ikke kritisk – jeg tænkte reaktivt. Jeg søgte ikke sandhed. Jeg søgte bekræftelse.

Og hvis noget stred imod det, jeg troede på?
Så var det “deep state”, censur, betalte eksperter. Alt kunne forklares væk.

Et konkret eksempel? Jeg husker, hvordan jeg blankt afviste studier, der sagde vacciner var sikre – fordi jeg vidste, de var en del af en større plan. Jeg havde ikke læst studierne. Men jeg vidste det. For jeg havde jo “gjort min egen research”.

---

Den evige søgen – og stressens pris

Det, jeg ikke indså dengang, var hvor opslidende det er konstant at søge efter en skjult “sandhed”. Jeg var aldrig færdig med at undersøge, aldrig tilfreds, aldrig tryg. Det blev en slags besættelse – en evig kamp for at være på forkant med løgnen, med “systemet”. Resultatet var stress, søvnløse nætter og en evig uro. Men da jeg endelig slap taget og erkendte, at jeg ikke behøvede absolutte svar på alt, mærkede jeg for første gang i årevis, hvad ro var. Jeg lærte, at det at være kritisk ikke handler om at afvise alt – men om at turde se tvivlen i øjnene, omfavne usikkerheden, og netop der finde en langt dybere, mere oprigtig klarhed. I dag har jeg det bedre end nogensinde før, selvom jeg samtidig er mere kritisk og opmærksom end nogensinde. For det handler ikke længere om at finde den ene “store sandhed” – men om at turde leve med, at virkeligheden sjældent er sort/hvid.

---

I dag – med kritisk perspektiv

I dag driver jeg Kritisk Perspektiv. Et navn, der også er en slags kommentar til, hvor jeg selv har været. For jeg havde ikke et kritisk perspektiv dengang. Jeg havde bare et ensidigt perspektiv forklædt som kritik.

I dag er jeg stadig skeptisk. Jeg stiller stadig spørgsmål. Men jeg gør det med åbne øjne. Jeg har lært at lytte, at faktatjekke – og vigtigst af alt: at indrømme, når jeg tager fejl.

Jeg har taget fejl mange gange. Det gør jeg sikkert stadig.
Men jeg er ikke længere bange for at erkende det. For det er først dér, reel oplysning begynder.

---

Til dig, der måske er dér, hvor jeg var

Hvis du føler dig som jeg gjorde dengang – forvirret, vred, alene – så vil jeg sige:

Du er ikke forkert.
Men vær opmærksom på, hvad du åbner dig for.

Internettet er fuld af fællesskaber, der lokker med mening. De siger, de har svar. De siger, de “ser igennem det hele”.

Men nogle af de fællesskaber kræver, at du giver din dømmekraft op. At du begynder at tro på noget andet, men holder op med at tænke selv.
Og det er ikke frihed. Det er fangenskab forklædt som oplysning.

Mit råd?

Stil spørgsmål – men søg svar, ikke blot bekræftelse
Læs kilder – også dem, du er uenig i
Giv plads til tvivl – ikke bare til vrede
Og husk: Det er aldrig et nederlag at ændre mening. Det er en sejr over dogmatismen.

---

Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan jeg i dag reflekterer over min fortid – ikke med skam, men med indsigt og ansvar – så har jeg skrevet en eftertænksom opfølgning her:

👉 Refleksioner fra et tidligere konspirationstroende perspektiv